I januar 2027 udkommer min debutroman, Vulkan, på Politikens Forlag. Det er en psykologisk spændingsroman med mord og modbydeligheder, men hovedtemaet er ret genkendeligt, nemlig spørgsmålet: Hvordan bliver jeg den, jeg gerne vil være? Og hvad er prisen?
Historien begynder for foden af en vulkan i udbrud. Her stopper politiet en mand (Mathias) smurt ind i blod. Det viser sig at tilhøre rigmanden Runar Eik, hvis livshistorie Mathias er hyret til at skrive.
I ét tidsspor følger man Mathias’ udvikling fra at være selvundertrykkende til i stigende grad at føle sig mere modig. Prisen er dog, at hans moral krakelerer.
I et andet tidsspor følger man efterforskeren Johanne Berg, som får til opgave at finde ud af, hvad der er sket mellem Runar og Mathias. Hun kæmper med sine egne dæmoner og må gøre op med sig selv, hvor meget fortiden skal styre hendes liv.
Vulkan udforsker på denne måde det indre pres, mange føler. Enten fordi de kæmper med at folde sig selv mere ud eller med at lægge låg på. Den undersøger samtidig, hvordan moral kan blive en flydende størrelse, når man mister sig selv.
Og hvorfor har jeg så valgt at skrive netop dén historie?
Faktisk begyndte jeg et helt andet sted med en helt anden bog for 17 år siden. Jeg anede ikke, hvad jeg lavede, og det tog mig evigheder at blive færdig. Til min egen overraskelse blev det lutter afslag fra forlagene, og jeg indså, at det nok var på tide, at jeg fik hjælp. Jeg tog på skrivekursus. Betalte en professionel til at være min redaktør. Tog på et kursus mere og fik feedback fra et hav af testlæsere. Resultatet var det samme: Afslag på afslag. Så skrev jeg en ny bog, en slags komedie. Afslag. Jeg skrev et filmmanuskript. Afslag. Det var vel her omkring, at jeg begyndte at referere til mig selv som Den Lars Henriksen, forfatteren ingen ville udgive, og endnu færre havde hørt om. En 49-årig, der aldrig nåede i mål med sin drøm om at blive rigtig forfatter. Jeg havde fået udgivet en række andre bøger, men ikke en roman. Og det var den, der talte mest, mente jeg.
Af én eller anden grund blev jeg ved med at skrive. Formentlig fordi det er min store passion og altid har været det. Jeg har lært mange ting om at skrive de seneste 17 år, men et af de vigtigste råd for mig har været: Skriv indefra. Det, du vil ud med, dit budskab med bogen, skal komme dybt indefra, så læserne kan mærke, at der er mere på spil end bare en god historie. Min akilleshæl (der er flere, men nu fokuserer jeg lige på denne) er, at jeg ikke er særlig modig. Jeg tager ikke store risici. Mit liv har på mange måder været formet af min flugt fra ansigtstab og andre ubehageligheder. Sådan har mange det sikkert, men jeg kunne virkelig godt tænke mig, at det var anderledes. Og det var den følelse, jeg valgte at bygge romanen Vulkan op om.
Måske var det, hvad der skulle til. En mere personlig drivkraft. Eller også er jeg simpelthen blevet bedre til at skrive gennem en stædig insisteren på at lære af mine fiaskoer. I hvert fald ville Politikens Forlag gerne udgive romanen, og jeg har sjældent været mere glad og lettet og stolt over noget.